Brune turistskilte langs motorvejen

7. jun. 2016

Seværdigheder skal udpeges med turistskilte

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vil styrke ordningen med de brune turistskilte langs motorvejene til glæde for turistindustrien. Ministeren nedsætter nu fem regionale udvalg, der skal udvælge de lokale seværdigheder og turistattraktioner, som vil få lov til at sætte de såkaldte brune turistskilte op langs motorvejene.

Udvalgene vil hver især dække regionerne Syddanmark, Midtjylland, Nordjylland, Sjælland og Hovedstaden. De vil blive bemyndiget til at foretage endelig indstilling til Vejdirektoratet af forslag til de seværdigheder, der skal have mulighed for at opsætte brune turistskilte langs de relevante motorvejsafkørsler.

”Det er min forventning, at de regionale udvalg – med det store lokalkendskab og de brede kompetencer, som de kommer til at rumme – vil være i stand til at træffe nogle meget kyndige valg af de seværdigheder, der skal have lov til at sætte brune turistskilte op,” siger transport- og bygningsministeren.

Ministeren foretager denne udvidelse af ordningen med de brune turistskilte for at styrke den regionale turistindustri og gøre det lettere for de enkelte områder at gøre reklame for deres største seværdigheder.

Kilde: Horesta