Sommerhuset og ferien i Danmark

Sommerhuset har været og er en populær måde at holde ferie og slappe af på. Sommerferie i Danmark betyder for rigtigt mange danskere en til flere uger i sommerhus.

De tidligste sommerhuse – landliggerkulturen

”Landliggerkulturen” i Danmark går tilbage til 1700 tallet, hvor borgerskabet rejste bort fra de stive omgangsform i byen for, at slappe af og nyde det mere frie liv på landet. Mange af de store villaer i det nordlige København, blev oprindeligt bygget som sådanne ”landsteder” for det bedre borgerskab.

Sommerhuse som vi kender dem i dag, begyndte man at bygge i 1800-tallet. Det var blandt andet kunstnere der opdagede strandene og det særlige lys ved Skagen og Nordsjælland. Borgerskabet i byerne fulgte snart efter.

De første egentlige sommerhusgrunde blev udstykket i 1890’erne i Nordsjælland ved Hornbæk. Udstykningerne spredte sig til Tisvilde og Tisvilde Bakker og siden til Odsherreds kyster.

I Jylland var det vestkystens vilde natur, der trak. Skagen, Løkken, Blokhus, Lønstrup og mange af de andre kendte badesteder langs vestkysten hører til blandt Danmarks ældste sommerhusområder.

Sommerhuset - udlejning i Skagen
Stråtækt sommerhus nær Skagen. Høj himmel og klitter som det kendes fra Vestkysten og andre steder i Danmark. Foto: Peter Conlan on Unsplash

 

I 1950 var der 40-50.000 sommerhuse i Danmark. Femten år senere var tallet tredoblet. Sommerhuset havde afløst kolonihaven som danskernes fritidsoase. I 2022 er der cirka 200.000 sommerhuse i Danmark.

Sommerhusudlejning

Sommerhusene danner i dag baggrund for en hel branche. I 2011 var der 512.000 udlejede hus-uger, dertil kom at danskere lejede feriehuse i 104.000 hus-uger.

Tyskere, nordmænd, hollændere tiltrækkes i stort omfang af de danske sommerhuse tæt på kysten. Såvel danskere som udenlandske turister fremhæver roen og naturen som vigtige paramtre ved valg af sommerhus.  (1)

Det er langt fra alle sommerhuse der benyttes til sommerhusudlejning. Cirka 10 procent af sommerhusene benyttes til helårsbolig. I sommerperioden topper andelen af udlejede sommerhuse med rundt regnet 40 procent. (2)

Kilder

1. NYT FRA DANMARKS STATISTIK, Nr. 257 • 11. maj 2012

2. Danmarks statistik, Analyse af sommerhus i Danmark, 2017, læs mere
https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/Analyser/visanalyse?cid=31466